26.10.2017

Opland ønsker partner og landskabsarkitekt, Lars Alva-Jørgensen stort tillykke med de 50 år!

Lars Alva-Jørgensen blev i 1995 uddannet cand. hort. arch. fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og har siden 2005 været del af Opland Landskabsarkitekter. Inden da har Lars arbejdet hos Günter Schultze, Landschaftsarchitecten i Tyskland, Jeppe Aargaard Andersen Landskabsarkitekter samt Kirsten Lund-Andersen Landskabsarkitekter.

I 2014 indtræder Lars som partner på tegnestuen og har siden da, i samarbejde med direktør Peter Juhl, arbejdet målrettet med at formidle og forøge forståelsen af naturens betydning for vores fysiske miljø. Lars har fokus på at bygge landskaber der er enkle, ærlige og holdbare, og har stor viden om, og forståelse for arbejdet i den store skala, hvor 3d projektering og rumlige skitser er naturlige værktøjer til formidling af landskabet.

Fagligt er Lars særligt optaget af hvordan man med enkle tekniske og æstetiske greb, kan udforme miljø- og klimaløsninger til byers nuværende såvel som kommende udfordringer. I forlængelse heraf tog Lars i 2009 en masteruddannelse inden for Lokal Afledning af Regnvand, LAR, ved Københavns Universitet, LIFE. Selvsamme faglige fokus har siden da været centralt i Lars’ arbejde på tegnestuen.

Af projekter kan der bl.a. nævnes Holmegårdsparkens Plejeboliger fra 2015, hvor Lars var tilknyttet som projektleder på anlæggelse af nyt parkanlæg, veje, samt regnvandsløsning. Holmegårdsparken vandt prisen Årets Byggeri i 2016.

Interessen for LAR- og klimaløsninger følger stadig Lars i hans faglige virke, hvilket bl.a. kan ses i hans nuværende arbejde med genskabelsen af Grøndalens landskab ved Flintholm Svømmehal, pilotprojektet ’Vandkant på Vej’, Klimatilpasning v. Kastrup Lystbådehavn samt en omfattende skybrudsløsning til Frederiksberg Kommune.

Udover Lars’ daglige gang på tegnestuen, har han siden 2007 været tilknyttet som fast censor ved Københavns Universitet, under LIFE, sektion for Skov og Landskab.