Centrumgaden i Ballerup næsten færdig
August 2021
OPLAND vandt i 2019 udbuddet om totalrådgivning af Ballerups vigtigste handelsstrøg og gågade, Centrumgaden, for Ballerup kommune og forsyningsselskabet Novafos sammen med Via Trafik og Light Bureau. De seneste år har gågaden således gennemgået en omfattende modernisering og står nu snart færdig.
Centrumgaden er Ballerups vigtigste handelsstrøg og gågade, og visionen for strøget har været at skabe en mere grøn og livlig bymidte. Omdannelsen af Centrumgaden sker i forlængelse af en større transformation af Ballerup Bymidte og Banegårdspladsen, med ønsket om at gøre området til et regionalt knudepunkt for attraktive shopping- og kulturoplevelser. Centrumgaden består af et gågadeareal på ca. 9.500 m2 – et 450 meter langt forløb der defineres og afsluttes af hhv. Ballerup Kirke og Kirketorvet mod nord og indgangen til Ballerup Centret i syd.
Fornyelsen af Centrumgaden understreges yderligere ved de forskellige belysningselementer, der er brugt for at skabe så differentieret en lysoplevelse som muligt. I projektet er der bl.a. brugt traditionelle parklygter, pullertbelysning, ‘uplights’, spots på master samt gobo belysning, der danner spændende visuelle effekter på belægningen.
Bynatur tilfører udeliv for alle – og mere biodiversitet
Gennem en havemæssig karakter understøttes både biodiversiteten og fremtidens miljø og klima. Havekarakteren er tilføjet på udvalgte steder og er tænkt sammen med en række byggede konstruktioner, der danner indbydende opholdssteder, gode muligheder for udeservering, salgsboder, storskærmsarrangementer mm.
Biodiversiteten bliver høj i kraft af et bredt spekter af beplantning, som spænder lige fra blomstrende, vilde og dynamiske stauder over romantiske roser til et udpluk af træarter i grupper, der tilsammen tilfører stor variation i området.
Regnvandet bliver synligt i byrummet
Med udgangspunkt i bygherrens ønske om at arbejde med synlig udnyttelse af regnvand, har vi projekteret udnyttelse af tagfladevand til direkte vanding i plantebede og ved træer samt opsamling i større reservoirer til driftens anvendelse til rengøring i gaden og til supplerende vanding af træer.
I projektet er der fokuseret på multifunktionalitet, herunder er der arbejdet med gennemgående afvandingsrender, som også er godkendt som blindeledelinje samt skulpturer, der inviterer til ophold og leg.