Vundet opgave: Ølsted Bytorv
Januar 2024
For Halsnæs Kommune har vi vundet den spændende opgave at designe og projektere Ølsteds nye bytorv. Bytorvet er en del af kommunens områdefornyelse af Ølsted og er udsprunget af Ølsted Borgerforenings ønske om at anlægge et torv centralt i byen, der skal være med til at sikre en positiv udvikling i Ølsted samt skabe gode rammer for landsbylivet og fremme Ølsteds unikke kvaliteter, sådan at bosætning og livskvalitet sikres.
Visioner for torvet
Med projektet ønsker vi at være med til at skabe et naturligt midtpunkt med den særlige landsbystemning, som kendetegner Ølsted. Projektet bliver udviklet sammen med borgerne gennem workshops for at sikre medejerskab og lokalt engagement. Fra lignende projekter ved vi, hvor vigtigt det er at inkludere og involvere de kommende brugere af de steder, vi er med til at skabe.
Vi har også vores eget lokale kendskab til byen og det omkringliggende landskab. Vi har bl.a. arbejdet med omdannelsen af den tidligere grusgrav i Ølsted til et aktivitetslandskab for borgere og besøgende i området. Aktivitetslandskabet ligger som en forlængelse af de fredede Strø Bjerge og er et markant landskabselement i Ølsted samt en del af historien om, hvordan der tidligere er fremstillet gasbeton-elementer i byen.
En landsby med historiske rødder
Ølsted er en by med rødder langt tilbage i tiden. Byen er bygget op omkring kirken som kan dateres helt tilbage til 1100-tallet. Jernbanens anlæg i år 1897, og den lokale betonproduktion har haft stor betydning for Ølsted. En af Ølsteds største attraktioner er nærheden til naturen. Ølsted er placeret naturskønt på en højderyg mellem Arresø og Roskilde fjord og har nogle af Danmarks vel nok smukkeste udsigtspunkter.