Opland vinder arkitektkonkurrence for Postparkens udearealer under det almene boligselskab PAB i Tårnby
Marts 2024
Under overskriften ” Et hjem og fristed for alle” vandt Opland med et forslag, som viser, hvordan de nye gårdrum skaber rum og plads til natur, fællesskaber og det gode hverdagsliv.
Den overordnede vision for transformationen af Postparkens fællesarealer, er at fremme de fysiske og sociale rammer, som allerede eksisterer i Postparken. Postparken skal være et eksempel på den moderne almene boligforening, der formår at omfavne behovene fra forskellige generationer på en bæredygtig måde.
”Vi glæder os til at være med til at transformere Postparkens fællesarealer og skabe endnu bedre fysiske og sociale rammer for fællesskabet. Her er alle muligheder for at skabe mødesteder med plads til alle – unge, seniorer, motionister og familier. Selvfølgelig med så meget bynatur, biodiversitet og genanvendelse tænkt ind i transformationen som muligt,”
– fortæller Lasse te Brake Flies, projektleder og seniorlandskabsarkitekt hos Opland
Til konkurrencen var der inviteret tre tegnestuer: BOGL, Opland og SLA. Dommerkomiteen fremhævede Oplands forslag for det arkitektoniske greb og gode forståelse af de særlige potentialer for fællesskab, der eksisterer i det almene. I dommerbetænkningen stod blandt andet:
”Det samlede arkitektoniske greb er særdeles sikkert udført. Der er en god variation i skala i både grønne og befæstede arealer. Der skabes en tydelig akse langs stamvejen ved hjælp af belægningsskifte og et mere stramt udtryk end det der findes ude i de enkelte gårdrum, hvilket er med til at understrege et tydeligt hierarki, som understøtter den fremtidige brug.”
Fakta:
Bygherre: PAB – Postfunktionærernes Andels-Boligforening
Bygherrerådgiver: Arkilab
Totalrådgiver: Opland
Underrådgiver: Transparent Design, Danakon
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt i starten af 2025.