05.09.2017

Genskabelsen af Grøndalens naturlige og grønne landskab på Frederiksberg er nu startet op. Grøndalen har i flere år stået som byggeplads, grundet byggeriet af Flintholm Svømmehal, som tegnes af 3xSkak.

Grøndalen etableres som et grønt, bølgende og rekreativt aktivitetslandskab, og skal sikre gode stiforbindelser og landskabelige sammenhænge til den nye svømmehal og de nærliggende byområder. I samarbejde med Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning, udarbejdes projektet som et LAR-projekt, og skal sikre området mod skybrud.

Projektets LAR-system skal aflaste det lokale kloaksystem, hvor overfladevand fra svømmehallens tagflade, dræn og forplads bliver afledt til Grøndalen. Skybrudssikringen indarbejdes i parkens græsklædte og forsænkede terræn mod syd, og som et langstrakt terrænforløb mod nord der fører vandet videre. Ved ekstrem regn samles regnvandet i en mindre sø anlagt i parkens laveste punkt, hvorefter det først løber videre til parkens skålformede terræn og senere mod nord via en grøft. Herfra vil vandet til sidst blive ledt til kloakken under C.F. Richs Vej.

I den sydlige del af Grøndalsparken anlægges et skaterlandskab tegnet af SNE Architects, og vil bestå af en skålformet betonflade i varierende dybder målrettet forskellige street-aktiviteter. Skaterlandskabet placeres i en aktivitetsskråning, hvor lege- og siddeelementer tilpasses og indarbejdes i terrænet. Efter solnedgang vil skålen være oplyst af belysningsspots.

Opland står for den tekniske rådgivning og tilsyn. Skitseforslag blev oprindeligt udarbejdet af MASU Planning.

Grøndalsparken anlægges i løbet af efteråret 2017 og vil stå helt færdig med grønt græs i løbet af foråret 2018.

Ovenstående billede: 3xSkak

Se det færdige projekt Grøndalen