Hvem er du og hvad er din rolle hos Opland?
Jeg er Urban Landskabsingeniør fra 2021, og har været hos Opland siden 20. april 2022.

Hos Opland har jeg mange forskellige opgaver – især med i OpDrift – hvor jeg laver drifts- og udviklingsplaner, der understøtter biodiversiteten, tilfredsstiller menneskers ønsker om plads og skønhed og samtidig giver mulighed for at opleve det uventede, noget der sætter den enkelte lidt uden for den vante tryghedszone og giver et glimt af, hvordan verden kunne blive, hvis vi turde give slip på kontrollen. For mig drejer det sig om at finde ind under huden på alle projekter, for at kunne tilføre stedet noget ekstra. Hvilke planter og dyr bor i nærheden? Hvad har de brug for, er der en æstetik her, som kan gøres tydeligere, hvad sker der, hvis vi udnytter regnvandet lokalt i stedet for at føre det til en kloak, og hvordan kommer landskabet til at se ud om 20-30 år?

Yndlingssteder
Jeg holder meget af Ørestad Nord, som Opland har udviklet. Det er et lille område mellem Amager Fælled og DR-byen. Hver årstid er forskellig der, og hvert år bliver stedet lidt mere mangfoldigt og på den måde også lidt større. Ørestad Nord – også kaldet Grønningen er et spændende møde mellem Amager Fælleds natur og en menneskeskabt park, hvor der både er sportsbaner, eksotiske træer og oplyst med lamper om natten. Alligevel kommer ræve, gæs, hjemmehørende plantearter osv. ind. Jeg er spændt på, hvornår de første rådyr indfinder sig.

Et andet sted jeg elsker, er Stadsgraven – Christianshavns vold. Jeg føler, sikkert naivt, at det er et sted, som man ikke vil ødelægge. Jeg elsker dens vildskab, og den fred og ro, som de fleste mennesker fører sig frem med, når de er der.

Hvad inspirerer dig? Og har du et yndlingsprojekt eller sted, du aldrig bliver træt af?
Jeg bliver inspireret af mange ting: et gadenavn, måden et træ vokser på, børn på vej til skole.
Den slags små hverdagsbilleder får mig til at ønske nattergalene tilbage til Nattergalevej, høje fyrretræer mod storbyens neonhimmel og en by, hvor folk løber på arbejde i stedet for at tage bilen. (Floden af biler på vej mod byen erstattet af tusindvis af mennesker i løbetøj.)

Jeg er inspireret af hvordan naturen er til stede og bliver brugt i andre lande: I enkelte parker i Paris dyrker folk yoga, sopper i springvand, bader i vandfald og går lange ture. I japanske byer er der folk i parkerne fra den tidligste morgenstund, hvor der bliver dyrket tai-chi og fisket med fiskestang inden arbejde.
I Riga er parken en åben ring omkring den gamle del af byen, som danner en smuk grøn korridor, med plads til både kunstværker og bynatur. Små forhaver i Tokyo – fulde af hjemmedyrkede stiklinger af mange forskellige slags. I Haitis hovedstad Port au Prince, er fuglene ikke i bur, men en frivillig del af familien.
I Danmark har det tilhørsforholdet til og i naturen svære kår, og ude på landet er der ikke så dejligt, som dengang H.C. Andersen ellers skrev. Vi må genskabe forholdet og forståelsen til naturens sanselige skønhed og skrøbelighed, der hvor menneskene er. Og det er (også) i byerne. Der er brug for at mobilisere alle kræfter i indsatsen for at opbygge og genopbygge ikke bare den ydre natur, men også vores indre natur og naturforståelse. Accept af naturens gang og glæden ved at se naturen udfolde sig. Det er et arbejde, der kræver tid, kærlighed og tålmodighed. Men det er et nødvendigt arbejde i forhold til den tankegang, der har sat os i en situation med klimaforandringer og biodiversitetskrise. Der er mange meget store kampe, der skal tages i den forbindelse. Måske foregår den største kamp i den enkeltes bevidsthed.

Valg af uddannelse – drømmen om at blive skovfoged
Som 14-årig ville jeg gerne være skovfoged, – og bo i et hus midt i skoven med ugler og rådyr som naboer. Men dengang hed uddannelsen til skovfoged ”forstkandidat”, krævede et tårnhøjt snit og handlede mere om økonomi end om natur. Så jeg endte i en helt anden boldgade – nemlig på litteraturvidenskab. Under mit studie begyndte jeg at arbejde som kulturjournalist, og det glade ”studiejobsagtige” liv fortsatte i mange år, hvor jeg arbejdede som freelance journalist, underviser og oversætter. I 2007 blev jeg 100 % alene med tre børn – og så skulle der mere fast form og arbejdstid på mit arbejdsliv. Derfor blev jeg fuldtidssproglærer for voksne indvandrere, og havde en god periode på cirka 10 år med det arbejde.

I 2017, hvor mine børn var blevet store nok til, at jeg kunne begynde på et nyt kapitel i min egen udvikling, valgte jeg at tage uddannelsen til Urban Landskabsingeniør. Dengang hed uddannelsen Have- og Parkingeniør, og jeg havde kigget på den i flere år. Uddannelsen blev kaldt HOPI, og det var netop dét der var brug for, tænkte jeg på min egen romantiske måde, sådan nogle storbyindianere, der kunne give byerne en større åndelig dimension, ved at give plads til andre væsner end mennesker, deres biler, deres infrastruktur og deres frygt for andre organismer.

Hvad er de største udfordringer i faget
En af de største udfordringer ved faget er angsten for at gøre noget nyt og uventet. Måske er det den sædvanlige andedam, der gør det næsten umuligt at bevæge sig uden for ”det man plejer”. Men hvis vi tør, har landskabsarkitekter og -ingeniører noget livsnødvendigt at tilbyde, fordi vi kan bringe naturen ind, og dermed give større kvalitet til livet i byen. Der er masser af muligheder for at gøre menneskelivet til en positiv og givende faktor for naturen og klimaet, frem for at blive ved med arbejde imod den. Det kræver at vi tør tænke og arbejde radikalt anderledes og i en stor skala – ikke kun på små grønne pletter på landkortet. De store omvæltninger der sker i verden nu, gør landskabsfaget mere usikkert men også vigtigere og mere interessant.

Hvad er dit fags helt store force – og hvad er din?
Uddannelsen til Urban Landskabsingeniør kombinerer ingeniørernes viden om beregninger og dimensioneringer med elementer fra uddannelserne til anlægsgartner og landskabsarkitekt.
Det er et stort felt, og inden for det kan man finde sin egen niche og specialisering. Mit specialiseringsfag er Klimatilpasning og Grønne teknologier, og jeg har skrevet specialerapport om mykorrhiza og dets potentiale i forhold til bytræer. Den helt store force ved uddannelsen til Urban Landskabsingeniør er den meget handlingsorienterede tilgang til det grønne.
Alle studerende på min årgang har fundet deres specifikke og meget personlige måde at arbejde med faget på. Fælles for os er evnen til at slå bro mellem praktikere og æstetikere i faget – mellem anlægsgartnere, landskabsarkitekter og ingeniører. Ikke fordi vi kan det samme som de kan, men fordi vi kan tale med dem alle og forstår deres forskellige verdner. Der har vi noget at tilbyde til hele den grønne branche.
Selvom jeg tit ville ønske, at jeg havde taget min nuværende uddannelse, da jeg var færdig på gymnasiet, (dengang fandtes den nu ikke) mener jeg, at min største force er den ballast jeg har fået, fordi jeg har fordybet mig i kultur og sprog og menneskets forhold til naturen. Jeg ved at naturen ikke kun er vores fysiske grundlag, men også vores åndelige.

Hvorfor er du hos Opland?
Opland er en virksomhed med et helt særligt blik for og viden om landskabet som et økosystem. Kærligheden til mennesket OG naturen (og at det ene ikke udelukker det andet). Forståelsen for at det tager tid at udvikle et landskab, og at biodiversiteten ikke kommer med et fingerknips (men kan ødelægges med et), ønsket om at følge et landskab og opfatte et projekt som påbegyndt og ikke færdigt ved afleveringen, det er grundene til, at jeg er glad for at være hos Opland.