Og så er der dem, vi ikke behøver at bevæge os langt for at blive inspireret af – vi er nemlig så heldige at have en fantastisk inspirerende og dygtig kollega hos Opland – Karin Nygaard Corfitzen, som vi har haft den udelte faglige fornøjelse af de sidste knap 7 år.

Karin er en powerkvinde, der kan sit håndværk til fingerspidserne! Hun er ikke bange for at sige fra og tale med store bogstaver – altid til fordel for projekternes arkitektoniske kvalitet (som der i øvrigt altid er garanti for, når hun er med).

I årets første Opland portræt, har vi stillet Karin en række spørgsmål – læs med og bliv ligesom os inspireret af én af de mange dygtige kvinder i dansk landskabsarkitektur:

Hvem er du (fx hvor er du fra, din uddannelse, uddannelsesår osv.)?

Jeg er min egen. Helt lige som katten.

Jeg er uddannet landskabsarkitekt fra Den Kgl. og Veterinær Landbohøjskole (nu Københavns Universitet) i 1994. Beriget med seks års uddannelse, idet det obligatoriske praktikår fordelt på tegnestue, produktionsplanteskole og anlægsgartner var under afvikling i disse år; så vi var et par årgange, der fik mulighed for fem års teori og et års praktik.

Født og opvokset sammen med tre brødre på Mors så langt ude på landet, at vejene er smallere end cykelstierne i København.

Når pligterne i mine forældres landbrug tillod det, udforskede jeg det omgivende landskab, hvor især de fantastiske engområder med den særlige flora, men også de egentlige dyrkningsarealer vakte min interesse allerede som lille pige i røde gummistøvler. Husker tydeligt glæden ved at finde en viberede med de smukke æg eller plukke den første Engkarse om foråret.

Herudover havde jeg en bedstefar, der meget tidligt introducerede mig til haveverdenen. Jeg håndterede mange af de almindelige haveredskaber, før jeg begyndte i skolen og senere lærte han mig også at slå græs med le.

Min barndomshave var stor og ganske dynamisk. Det var suverænt min mors domæne. Hun havde hele tiden ’noget i spil’ og altid på udkig efter nye elementer eller planter. Jeg fik tidligt lov til at sætte mit præg og teste både plantekendskab og anlægstekniske evner. En del af køkkenhaven blev efter forhandlinger omlagt til ’min’ have, udførligt indrettet med hegning, trædesten og yndlingsplanterne placeret i symmetriske grupper.

Hvorfor valgte du den uddannelse, du gjorde?

Det er der mange årsager til + en del tilfældighed. I familien var der ikke tradition for særlig uddannelse og slet ikke boglig uddannelse. Som udgangspunkt skulle jeg nok efter 10. klasse finde et job på ’Æ fisk’ (Fiskeindustrien) eller måske en læreplads i en blomsterhandel. En nyuddannet dansklærer i 10. klasse

gjorde forskellen. Han fik mig overbevist om, at jeg skulle noget mere, hvilket betød, at jeg som en af de få fra folkeskoleklassen blev student.

At det så endte med landskabsarkitektuddannelsen skyldtes dels dovenskab, dels min store interesse for både arkitektur og naturvidenskab og dels min bedstefars tidlige vidensdeling. Dovenskab fordi jeg gerne ville læse jura eller forstkandidat, men med tre års pause efter gymnasiet afskrækkede disse typiske ’terpe’-studier mig og jeg valgte et mere tilbagelænet studium med masser af bløde værdier i god forening med naturvidenskab.

Hvad er din rolle hos Opland?

Mangeartet og på ingen måde fastlåst. Heldigvis. Opland er som et godt håndboldhold, hvor min fornemste rolle er at spille mine medspillere endnu bedre, uanset, hvor stor og svær en opgave er.

Hvem inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af mange forskellige mennesker.

Generelt så har jeg ører og øjne åbne, uanset om jeg er i et kunstgalleri, på et smedeværksted, i planteskolens marker, i et granitbrud eller hos en blomsterbinder. Jeg har stor respekt for fagligt stolte mennesker og kan ikke undgå at blive inspireret af lysende entusiasme.

Rent fagligt, så er mine tidligere undervisere/læremestre nogle af mine forbilleder, der fortsat inspirerer mig: Jette Abel som underviser i Havekunstens historie (bare for sent, fagets alvor gik op for os som studerende); J. Palle Schmidt som professor og underviser i anlægsgartneri og planteanvendelse (som mange andre samler jeg på Palle-Schmidt-vendinger); Annemarie Lund som underviser i planteanvendelse og redaktør af Landskab (et stort leksikon over nutidig landskabsarkitektur) samt Charlotte Skibsted som chef gennem 16 år. Men også personer som de danske landskabsarkitekter G. N. Brandt, C. Th. Sørensen, Sven Hansen og Jeppe Aagaard Andersen har efterladt værdifulde tanker og projekter, som inspirerer.

Og hvad inspirerer dig – har du et yndlingsprojekt eller sted, du aldrig bliver træt af?

Naturen og dens kræfter er og bliver den største inspirationskilde. Enkelhed i design, stor funktionalitet, ærlighed i materialer og i løsninger inspirerer mig som overordnede guidelines.

G.N. Brandts Have (anlagt 1915) på Ørnekulsvej i Charlottenlund og Villa Gamberaia (fra det 17. århundrede) udenfor Firenze er to haveanlæg, der for mig kan alt det, et haveanlæg skal kunne.

Jeg bliver aldrig træt af Vesterhavet med klitlandskabet. -Og så bliver jeg aldrig, aldrig træt af mit barndomsmosaiklandskab på Mors, hvor det er mørkt, når det er mørkt og blæser, når det blæser.

Hvad er dit fags helt store force – og hvad er din?

Landskabsarkitekturens store forcer er

· at medvirke til en bedre hverdag for mennesket i form af funktionelle og æstetiske løsninger i ’det, udenfor husene’ og

· at medvirke til en bevidstgørelse og løsning af de klimamæssige udfordringer, der er både i stor og lille skala.

Min store force er at være vedholdende og fastholde den faglige stolthed, selvom det ind imellem nok betyder mindre pæne gloser og en enkelt f…-finger fra både kollegaer og samarbejdspartnere. Min erfaring er, at når vi når i mål og tingene kommer lidt på afstand, så er der som regel respekt omkring resultatet.