Hvordan opstod din interesse for landskabsarkitektur?

Min interesse for landskabsarkitektur begyndte ikke som en klar og tydelig drøm og til at starte med, begyndte jeg på Fysioterapeutstudiet. Jeg kommer fra en familie, hvor begge mine forældre er behandlere, og eftersom jeg altid havde været meget involveret i sport, virkede Fysioterapi derfor som et naturligt valg. Men efter et halvt års tid begyndte jeg at føle, at mit liv kun handlede om kroppen – både i min fritid og på studiet. Jeg havde behov for at finde en balance og kunne rumme flere dimensioner af mig selv som menneske. Derudover havde jeg et behov for at skabe noget mere håndgribeligt og nærværende; noget jeg kunne forholde mig til.

Jeg havde altid haft en interesse for arkitektur, men den store optagelsesprøve og det konkurrenceprægede miljø virkede afskrækkende på mig, da min hverdag i forvejen var fyldt med konkurrence og selvafvejning. I stedet begyndte jeg at tænke tilbage på min barndom og de minder, jeg havde om at være i naturen – især de mange ture i haven med min mor, hvor vi blandt andet fik fingrene i jorden og plantede blomster, vandreturene i Sverige og ferierne, som vi tilbragte på naturcampingpladser ved en sø.  Det var i naturen, jeg følte en særlig ro og nærhed.

Da jeg begyndte at undersøge studievalgene, faldt jeg over landskabsarkitektur og jeg indså hurtigt, at landskabsarkitektur kombinerede både min interesse for naturen og den kreative udfoldelse, jeg havde savnet i mit tidligere studie. Jeg besluttede mig for at give det en chance og fra første dag blev jeg virkelig grebet af studiet. Det var studiemiljøet, underviserne, og især det, at jeg begyndte at forstå, hvor stor betydning naturen havde for mig. Jeg lærte at sætte ord på naturen og kunne nu genkende træer og planter, og det gav mig en dybere forbindelse til den, som jeg ikke havde haft før.

Det, der virkelig tiltrak mig, var muligheden for at arbejde med naturen på en måde, der ikke blot handler om at „fjerne‟ eller „kontrollere‟, men om at forstå og respektere den. Jeg har altid haft en tendens til at søge det, der ligger på grænsen – at skabe rum, hvor man selv kan definere og udfolde sig. Som barn legede jeg ikke nødvendigvis på de faste legepladsstrukturer, men foretrak at finde steder, hvor jeg kunne skabe min egen leg, ofte i skovbrynet eller i krat, hvor der ikke var nogle regler. Denne tilgang kan jeg også se afspejler sig i min professionelle tilgang til landskabsarkitektur. Jeg tror på at skabe rum, der ikke er for låste, men som giver mulighed for udfoldelse og personlig præget brug, både for mennesker og natur. Jeg ønsker ikke at overprogrammere et sted, men i stedet give plads til, at det kan udvikle sig og blive præget af dem, der bruger det.

Har du et yndlingssted, du bliver ved med at vende tilbage til?

Jeg har ikke et bestemt yndlingssted, som jeg konsekvent vender tilbage til. Jeg har snarere mange steder, der på forskellige tidspunkter, giver mig samme følelse af ro og stof til eftertanke; fx når jeg besøger mine forældre i Nordsjælland og går ture langs kysten. Kysten er dynamisk, så nogle dage er vandet spejlblankt og området føles roligt, mens det andre gange kan være mere kaotisk. Jeg tror netop, at det er denne foranderlighed, der gør stedet spændende og tiltrækkende. Jeg bliver fascineret af naturens processer, livets konstante forandring og det faktum, at jeg som menneske er en del af det.

Jeg har desuden stor glæde af vandreture, hvad enten det er i Sverige, Norge eller her i Danmark. Det handler ikke kun om at være ude i den friske luft, men også om at tage sig tid til at sætte sig ned, lytte og sanse. Jeg værdsætter det sanselige og det dynamiske i naturen, og det giver mig en form for tilstedeværelse, som jeg ikke oplever i hverdagen.

Jeg er opvokset på landet, hvor tempoet var langsommere, og hvor der ikke var meget lys om aftenen. Det var en enklere og roligere livsstil. I byen er tempoet hurtigt, og derfor bruger jeg naturen som et sted til at finde ro, sænke farten og reflektere. Det er denne ro og refleksion, jeg søger i naturen, og det er det, der gør naturen så vigtig for mig – den tid og plads den giver til eftertanke.

Så nej, jeg har ikke ét specifikt yndlingssted. Jeg finder ro og fascination i mange steder, om det så er en bænk i Fælledparken om morgenen eller den vidtstrakte natur i svenske skove eller norske fjelde. Fælles for disse steder er, at de har et element af naturen, som tiltrækker mig. Den natur, der på en eller anden måde kan suge én ind i en lille boble, hvor man glemmer tid og sted.

Hvad er de største udfordringer i faget?

De største udfordringer i faget er, som du nævner, i høj grad både samfundsmæssige og personlige – det handler om, hvordan vi forholder os til naturen, og hvordan vi i vores hverdag og som samfund forstår, hvad vi virkelig har brug for i stedet for at lade os styre af forbrug og vaner, der ikke nødvendigvis er bæredygtige. Vi ser ofte naturen som noget, der er adskilt fra vores hverdag – enten som et fjernt landskab eller noget, der kun eksisterer i form af parker og velplejede grønne områder i byerne. Det er først, når folk kommer tættere på naturen og virkelig oplever den, at de begynder at sætte pris på dens værdi.

Dette relaterer sig til en bredere udfordring – nemlig, hvordan vi formidler naturens betydning i en tid, hvor mange mennesker har mistet forbindelsen til den. Det handler om at skabe en forståelse for, at naturen er en dynamisk og levende proces, som vi er en del af. Det kræver et skift i vores kulturelle forståelse af, hvad vi har brug for, og hvad der er nødvendigt, for at vi kan leve bæredygtigt. Samtidig er der den udfordring, at vi som mennesker har svært ved at acceptere forandringer og det naturlige forfald, som naturen er underlagt. Dette giver sig udslag i folks skepsis over for „vild natur‟ eller natur, der ændrer sig over tid.

Hvordan ser landskabsarkitektens rolle ud i fremtiden?

Når det gælder landskabsarkitektens rolle i fremtiden, ser jeg en mulighed for at arbejde som formidler og skaber af forbindelser mellem mennesker og natur. Det handler om at skabe genkendelige, trygge og forståelige naturområder i byerne, hvor folk kan opleve naturen tættere på. I dette perspektiv bliver landskabsarkitekten en vigtig aktør i at ændre folks opfattelse af naturen, og ikke bare skabe grønne områder, men også forståelse og respekt for naturens cyklusser. I det hele taget er det en spændende udfordring, som kræver både en praktisk og filosofisk tilgang – at være med til at skabe bæredygtige, levende rum, der ikke kun er til ære for mennesket, men også for naturen selv.

Hvad er fagets helt store force?

Et af de interessante aspekter af faget er, hvordan faget skal forholde sig til både naturen og den tekniske udførelse af projekter. Her vil jeg gerne understrege vigtigheden af, at vi som landskabsarkitekter ikke skaber noget, der kun er teoretisk eller „kun kunstnerisk‟ – det skal være noget, der faktisk fungerer, noget, der trækker naturen ind og gør den til en naturlig del af vores liv og rum. Det handler om at skabe rum, der integrerer naturen på en måde, hvor man næsten ikke lægger mærke til det – et design, der er så harmonisk, at det føles naturligt og umiddelbart.

Der er en tendens, måske især blandt arkitekter, til at stræbe efter det „store‟, det „synlige‟, og ofte også konkurrencedygtige projekter, der handler om at få opmærksomhed og anerkendelse. Her mener jeg, at det er vigtigt at holde egoet i skak – det handler ikke om, at designet skal være et flag for arkitekten, men at det skal tjene rummet og de mennesker, der skal bruge det. Et slags „gennemsigtigt‟ design hvor det gode arbejde ikke nødvendigvis gør sig selv bemærket, men gør det, det skal, uden at brøle.

Landskabsarkitektur handler om at skabe sammenhæng mellem forskellige elementer, om at arbejde på tværs af grænseflader – mellem fag, rum, ude og inde, det befæstede og det groende. Det er netop der, at landskabsarkitektens styrke ligger – i at kunne forene disse elementer på en måde, der skaber helhed og flow. At kunne se og arbejde med grænseflader mellem forskellige typer af rum og forstå, hvordan de kan forbindes på en sømløs måde, gør et design meget mere end bare et visuelt udtryk – det skaber en oplevelse af sammenhæng, der både er funktionel og æstetisk.

Jeg tror, at den dybere forståelse af naturens rolle i projektet og hvordan man arbejder med den, ikke bare som et element, men som en proces og en livskraft, er en af de største styrker i landskabsarkitektur. Det handler ikke kun om at skabe smukke rum, men om at skabe rum, der giver folk mulighed for at komme tættere på naturen og opleve dens værdifulde rolle i vores liv.

Hvad er din egen helt store force?

Jeg synes selv, at jeg har en rigtig god evne til at finde essensen af et projekt og få det struktureret på en simpel og effektiv måde. Jeg er på én og samme tid generalist og specialist – jeg har en stærk viden om planter og natur, men jeg er også konstant i gang med at udvide min tekniske og kreative viden. Det er en meget værdifuld tilgang, fordi jeg på den måde både har dybde og bredde i mit fag.

Derudover har jeg en evne til at tage niveauet ned, sortere informationer og finde ud af, hvad der er vigtigt i et projekt. Det er en styrke, der virkelig hjælper mig med at få overblik, især når tingene kan føles overvældende. Det kan gøre en stor forskel i projekter, hvor der er mange input og interessenter at tage højde for. Jeg er sikker på, at min sportsbaggrund er en betydelig faktor, der har formet denne struktur, eftersom elitesport netop kræver evnen til at holde fokus og prioritere under pres.

Jeg har nok en „Pippi Langstrømpe‟- tilgang til mit arbejde – en villighed til at kaste mig ud i nye opgaver, selvom jeg ikke har prøvet dem før, og en selvsikkerhed, der ikke kommer af arrogance, men af tillid til at man kan finde en løsning. Det er en meget sund og nysgerrig tilgang til både læring og udfordringer, og det gør, at jeg er åben for at udvikle mig, selv når jeg er ude af min komfortzone.

Det at være tillidsvækkende er også en fantastisk styrke, især i et fag som landskabsarkitektur, hvor samarbejde og kommunikation på tværs af fag og interessenter er så vigtigt. At folk føler sig trygge ved at åbne op for mig og dele deres tanker, det er virkelig et godt fundament for samarbejde og gode løsninger.

Alt i alt synes jeg, at min store force ligger i min evne til at kombinere overblik, struktur og en åben, nysgerrig tilgang til både opgaver og mennesker. Det er den slags egenskaber, der gør, at man kan navigere i komplekse projekter og samtidig skabe et trygt og produktivt arbejdsmiljø.

Hvorfor er du hos Opland? 

Jeg har altid haft en passion for planter og naturen, og især det med klimatilpasning fangede mig. Jeg var meget optaget af tanken om, at vi skal gøre noget ved det. Jeg husker, at jeg læste en artikel om et Opland-projekt, og noget ved det fangede mig. Jeg søgte praktik flere steder, men jeg vendte konstant tilbage til Opland, fordi det virkede som det rigtige sted for mig.

Jeg blev særligt tiltrukket af idéen om at inspirere gennem naturen. Det stemte overens med min egen tilgang, som jeg allerede havde på det tidspunkt – den er kun blevet mere konkret siden. Jeg synes, det er vigtigt, at det er naturen, der præger projekterne, og Opland havde en tilgang, der talte til mig. Derudover synes jeg, at Opland’s driftsafdeling er unik i Danmark. Driftsafdelingen er enormt vigtig, fordi ellers risikerer vi, at alt det arbejde vi lægger i projekterne, går til spilde. Hvis vi kun laver projekter for projekternes skyld, uden at tage ansvar for den efterfølgende drift, så bliver det bare en kortsigtet succes og ikke særlig bæredygtigt. Det handler ikke kun om at få ros for et projekt, men om at sikre, at det, vi skaber, også kan leve og udvikle sig over tid. Det, at Opland ikke løber fra det ansvar og tænker på, hvordan projekterne fungerer i det lange løb, tiltalte mig rigtig meget. Jeg kan godt lide tanken om at arbejde med det dynamiske, det der vokser og forandrer sig.

Jeg tror netop, at det var det dynamiske, friheden, jeg følte, at man kunne få her hos Opland. Jeg har oplevet en frihed til at forme mine egne opgaver og et trygt og stærkt fagligt miljø, hvor jeg føler, at jeg kan udvikle mig. Hos Opland er vi mange, der deler en fælles passion for naturen – alle har grønne hjerter, og det er skønt at kunne gå ture med kollegaer, der deler den samme fascination af både de store og små ting i naturen.

Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, Lars og Peter har vist mig, og det er en stor del af grunden til, at jeg ønsker at blive hos Opland og fortsætte med at udvikle mig som landskabsarkitekt. Jeg føler, at jeg er i en virksomhed, der både forstår og støtter mig, og det betyder meget for mig. Jeg vil gerne blive hos Opland i mange år fremover. Det føles som det rigtige sted for mig.